Forunderlige gode resultater ved sletning i det ubevidste
Af Torkil Olesen
Det ubevidste synes at være meget afgørende for, hvad vi oplever.
Det er nok individuelt, men det ubevidste menes at kunne styre helt op til 98% af vort liv. Der er absolut grund til at være opmærksom på, hvad der stammer herfra.
Det ubevidste benævnes også med ord som 'skyggen' eller 'sækken'. Vi slæber rundt på noget belastende.
Indholdet kan være noget vi selv har skubbet bort eller stof stammende fx fra slægt eller kultur.
Fælles for materialet er, at det er ubevidst og kan skabe ubehageligheder på ubelejlige tidspunkter.
Det er nu gået op for mig, at mulighed for frigørelse faktisk findes i selve begrebet: Man kan komme fri af det ubevidste ved at gøre det bevidst.
Så banalt enkelt!; utroligt, at jeg har været 'blind' for det!
Jeg har i mange år opnået forbløffende gode resultater ved at sætte opmærksomt fokus på det ubehagelige i krop og sind, men ikke fattet, at det netop indebærer, at jeg gør det ukendte bevidst.
Tilføjelse 14.4.19: Måske er der behov for at være opmærksom på, at meget tyder på, at vi skal bruge energi på at holde os fri af det ubevidste (ligesom med fysisk rod).
For at blive fri af noget ubevidst skal vi stoppe vor flugt fra det.
Alt i vort univers synes at blive styrket eller forbedret ved opmærksomhed, tillid (tro på), taknemmelighed og/eller anerkendelse.
Jeg mener vort univers er skabt til at fungere med helt enkle nyttige metoder. Nogle har blot lavet noget fjumret kludder i mange sammenhænge!
Metoden til frigørelse bygger på opmærksomhed og har sammenhæng til Lov om Manifestation, som jeg skriver om her: Bevidsthedens afgørende betydning,
Bemærk at opmærksomhed ikke er en præstation, men noget som vi alle er udstyret med og automatisk bruger hele tiden. Den skal blot helt afslappet styres.
Man kan prøve virkningen af opmærksomhed ved at fokusere på fx en finger og opleve, at det fokuserede område bliver varmere.
Resultater fremmes formodentlig ved høj bevidst frekvens. Jeg har opnået dem ved at blive opmærksom på et symptom eller noget, som ikke fungerer efter ønske. Så fokuserer jeg på det samtidig med at stille spørgsmålet; Hvad er årsagen til denne misfunktion?, og det forunderlige har været opdagelsen af, at der er noget (en slags arkivar?), som efter nogen tid bringer et svar i form af en reaktion af en eller anden art.
Denne reaktion sætter jeg så opmærksomhed på, og det fører til processer som løser sagen - sandsynligvis som følge af sletning i det ubevidste.
Det kan sommetider kræve lang tids gentagen opmærksomhed og give anledning til forskelligt ubehag, som må modtages med tillid, forstås som nødvendige og gennemleves.
Vort styrende system sletter det, som vi kan observere helt uden følelser af nogen art - altså opleve helt uden både negative og positive reaktioner - en tilstand som måske kunne kaldes: 'nulreaktion'.. (Funktionen kan opfattes som sikkerhed for, at intet slettes ved en fejl)
Det helt forbløffende - næsten mirakuløse - er, at krop/sind næsten altid synes at have oplysninger om, hvad der i vejen, og hvordan det kan ordnes.
Jeg mener, at det må skyldes, at en skaber har indlagt løsninger, og jeg takker 'kilden' for dette vidunderlige, hvad der sandsynligvis fremmer muligheden for gentagelse.