fredag den 24. januar 2020

Traumer bag sygdom


Traumer synes at være en afgørende faktor i sygdom

Sygdoms opståen og fuldstændige heling

 En oversigt ved Torkil Olesen

 

Sygdom indgår som en proces i naturens kredsløb med nedbrydning og genbrug af stof. Menneskets krop er ingen undtagelse.  Systemet har som formål at opløse det, der har for ringe livs-'gejst', og derved give plads for nyt liv..
Naturen viser masser af eksempler på, at det svage angribes. Det er nemmest og sikrest for angriberen. (Myg angriber helst ubevidste steder på kroppen for at undgå at blive klasket ihjel). Bakterier og virus virker formodentlig på samme nåde.
Det kan bruges som et varsel om, at et område i kroppen mangler trivsel, og et traume (i sind og/eller krop) kan være årsag. Helt sunde planter, dyr og mennesker nedbrydes ikke.

Sygdom er derfor ikke som udgangspunkt et angreb. Et sygt område vil få traume ved at blive bekriget eller beskåret, hvorved området yderligere svækkes.. Ethvert kirurgisk indgreb er et traume.
.
Den første årsag til sygdom er en overtrædelse af en lovmæssighed eller programmering. Det kan ske med vilje eller af uagtsomhed. Det kan fx være en konflikt, vold, et kirurgisk indgreb eller som eksempel: en tå, der stødes på et bordben.
Noget vedrørende  tåen (cellerne?, tå organet?, sindet?) sender smertesignal; det er både en advarsel, en melding om skade og en ubehagsytring med indbygget frygt for gentagelse.
Advarslen respekteres: Tåen flyttes.
Nu eksisterer der en skade, og et traume (følelse af utilfredshed i tåen og frygt for gentagelse).
Skaden vil kunne udbedres fuldstændigt, hvis utilfredsheden ophæves og frygten fjernes:
  1. Det kan ske ved straks at påtage sig ansvaret og modtage "skældud" i form af den fulde misfølelse (symptomer, smerter). Frygten ophæves ved at genskabe et totalt tillidsforhold, som synes at være en forudsætning for fuld opheling.
  2. Utilfredsheden og frygten kan ophæves ved en senere lejlighed. Indtil det sker, vil tåen have et traume (være i en delvis lammende "choktilstand"), fungere dårligere og lettere blive udsat for tilsvarende traumer og/eller angreb, hvad der kan føre ind i en ond cirkel: nyt ubehag, frygt og utilfredshed (mistillid), der igen fører til yderligere svaghed. (Mange sportsskader udvikles på den måde).
    Nu er der opstået en kronisk skade, der dog stadig kan opheles totalt.
Sygdom
Hvis mishagsytringen overses, ignoreres eller direkte undertrykkes (bevidsthedsmæssigt eller ved hjælp af medicin) vil der ske en nødtørftig, basal opheling, men der eksisterer et traume (en kronisk skadetilstand; med frygt og mistillid  samt beskyttende muskel'panser', der hindrer forsyning og rensning), hvad der let videreudvikles til sygdom).
Det forudsætter, at der eksisterer en form for bevidsthed/hukommelse i forbindelse med tåen, samt at hukommelsen er vedvarende. Et eller andet bliver ved med at huske, hvad der er sket. Traumet, Misfølelsen (Frygten) findes et eller andet sted og synes at ytre sig mange steder i kroppen (som erfaret ved fx akupunktur).
  • Det hjælper ikke at ignorere eller bedøve misfølelsen, hvad enten det sker ad psykisk vej eller ved hjælp af drugs (smertestillende midler). Det er ikke muligt på nogen måde at stikke af fra ansvaret. Tåen heler ikke fuldstændigt, så længe misfølelsen findes!
  • Løsningen er at påtage sig ansvaret som den ansvarlige for kroppen og aktivt "lytte" med alle sanser til klagerne fra tåen. Situationen er den samme som hvis et menneske beklager sig over noget. Den forurettede skal have luft for utilfredsheden, og det kan indbefatte forskelligt ubehag (symptomer, smerter). Tilliden skal genoprettes fuldtud. En god metode synes at være nulreaktion; https://selvheling.blogspot.com/2019/05/
  • Når tilliden er fuldt genoprettet, traumet helt opløst, vil skaden blive totalt udbedret, men hvis det er en gammel skade, kan det kræve lang tid, og der kan være ubehag forbundet med selve ophelings-processen. Dette må udholdes uden vrøvl som et led i den nye tillidspagt
Må gengives med kildeangivelse
Spørgsmål og kommentarer er velkomne
© Torkil Olesen,  24.1.20, rev,25.1.20

Ingen kommentarer:

Send en kommentar